Vejledning i brugen af bibliografien.

Bibliografien tilstræber en fuldstændig registrering af trykt skriftligt materiale af og om David Hamilton Jackson tilgængeligt i Danmark.
Bidragen i bibliografien er primærregistrerede såvel som sekundærregistrerede. Når det sidste er tilfældet er der i noten gjort opmærksom på det.
Bibliografien dækker perioden fra omkring århundredeskiftet frem til overdragelsen af øerne til USA. Jeg har dog valgt at fokusere på perioden mellem 1914 og frem til salget i 1917 hvor Jackson er mest aktiv i den offentlige debat.

Bibliografien er inddelt i to dele:

1.Trykt skriftligt materiale af David Hamilton Jackson.

Følgende publikationsformer medtaget: artikler i aviser og blade, officielt materiale (eks. rigsdagstidende og betænkninger), offentliggjorte breve, telegrammer o. lign. Bidragene er opstillet alfabetisk efter titel eller navn på eksempelvis aviser. Hvis samme forfatter optræder med flere bidrag og for bidragene i det officielle materiale er opstillingen kronologisk.

2. Trykt skriftligt materiale om David Hamilton Jackson.

Følgende publikationsformer er medtaget: Officielt materiale (eks. rigsdagstidende og betænkninger.), Indlæg i aviser og blade, pjecer, offentliggjorte breve, telegrammer o. lign. Dele af bøger, tidskriftsartikler og specialer.
Bidragene er opstillet alfabetisk efter forfatternavn, redaktørnavn, titel eller navn på eksempelvis aviser. Hvis samme forfatter optræder med flere bidrag og for bidragene i det officielle materiale er opstillingen kronologisk.

Avismateriale.

For det danske avismateriale gælder den begrænsning at seks udvalgte dagblade og deres behandling af Jackson i perioden april 1915 - marts 1916 er medtaget. Dagbladene er udvalgt på grundlag af HANSEN, INGE EWALD.: Den sociale uro på St. Croix 1915-16, Specielt med henblik på den af David Hamilton Jackson ledede strejke i jan.-feb. 1916, og udvalgte danske avisers behandling heraf. upubliceret speciale i historie, nr. 294, Århus 1981. I denne periode er omtalen af Jackson dels på grund af hans besøg i Danmark og dels på grund af strejken i Vestindien på sit højeste i den danske offentlighed.
Jackson og hans sag omtales imidlertid også andre steder og uden for denne periode eks. omkring salgsforhandlingernes offentliggørelse i august 1916 som derfor falder uden for denne bibliografis område.
For det vestindiske materiale gælder det at kun to vestindiske aviser er medtaget.
Westend News dækker perioden november 1914 – marts 1915 hvor Jackson hyppigt bidrager med læserbreve indtil redaktøren i marts 1915 nægter at optage yderligere materiale fra ham. Avisen slå herefter om i sin holdning til Jackson og støtter Guvernøren og styret imod ham. The Herald som er Jacksons egen avis er medtaget for hele perioden i det omfang den er tilgængelig, den er den vigtigste kilde til Jackson og arbejderbevægelsens holdninger og synspunkter.
Andre dagblade i Vestindien omtaler selvsagt Jackson og arbejderne dog fortrinsvis set fra plantagejernes og den hvide overklasses side eks. St. Croix Avis, The St. Croix Bulletin, Lightbourn's Mail-Notes m. fl. for St. Croix vedkommende. The Bulletin, St. Thomæ tidende m. fl. for St. Thomas vedkommende.

Specialer.

Specialer tilgængelige på biblioteker og universiteter medregnes som tilgængeligt trykt skriftligt materiale.

Annotering.

Indførslerne er som hovedregel annoterede med mindst en af følgende:
I. Indholdsnote.
II. Refererende note.
III. Henvisninger internt i bibliografien.

Forkortelser.

ad Angående.
et al. Og andre.
jf. Jævnfør.
KB. Det Kongelige Bibliotek.
red. Redaktør, redaktion, redigeret.
s. Side(r).
sp. Spørgsmål.
SB. Statsbiblioteket i Århus.
th Til højre
tv. Til venstre.
vedr. Vedrørende.